
|
Folketinget har vedtaget nogle ændringer af begravelsesloven. Ændringerne drejer sig dels om spredning af aske over åbent hav, og dels om, at der åbnes mulighed for at anlægge urne-begravelsespladser i danske skove. Med den nye lovændring vil det fremover være muligt at anlægge urne-begravelsespladser i skove, uden at der behøver at være et kapel tilknyttet. Det bliver kommunerne, der udpeger skove og skovafsnit, der må benyttes som begravelsesplads.
Reglerne vedr. ansøgning om spredning af aske over havet bliver forenklet pr. 1. januar 2009. Fremover vil det være sådan, at såfremt der ligger et skriftligt ønske fra afdøde om, at asken ønskes spredt, vil det ikke kræve en tilladelse fra Kirkeministeriet. Begravelsesmyndigheden kan dog træffe beslutning om at fravige kravet om en skriftlig tilkendegivelse, såfremt det er utvivlsomt, at det var afdødes ønske, at asken skulle spredes over havet. |